Det Virtuelle Musikbibliotek » Bifrost

Bifrost

Sider: 32 - 36
Ophav: Jens Jørn Gjedsted
Udgiver: Forlaget MM

Den københavnske rockgruppe Bifrost fortæller i dette interview om Ragnarok, om rockmusikeren som dårligt lønnet arbejdsmand, om magiske markeder og gruppens identifikation med Fristaden Christiania, om deres debutalbum, der ikke blev dobbelt, om at undgå hulkesangene til fordel for almenmenneskelige emner, og om ikke at hoppe på funk-bølgen.

BIFROST består af sangeren, keyboard-spilleren og komponisten Tom Lunden — en musiker med baggrund i grupper som Dig, Mig og Solskin (»… det var en gruppe, der spillede hver gang, det var fuldmåne — og på syre og sådan noget. Der var altid noget i vejen med forstærkeranlægget, så vi fik aldrig sunget nogle af vores mange sange for folk …«) med bl.a. Søren Berlev — nu trommeslager i Gasolin — og en kort periode i Alrune Rod i 1972 (»Så rejste jeg til Jylland, hvor jeg sad og kukkelurede på et værelse en hel vinter — og det var faktisk frugtbart. Så blev man så rar, når man kom hjem …«).

foto: Susanne Mertz

Broen fra dæmonernes til gudernes verden

Hvem fandt på navnet — »Bifrost«?

T.L.: »Det gjorde jeg. Det var noget med »Vølvens spådom« om Bifrost, der står indtil Ragnarok — til verdens ende, og jeg var meget turned på hele den nordiske mytologi — måske også som en drejning væk fra det der store Indiensflip. Alle skulle jo til Indien og ryge chillummer og se guruer. I stedet begyndte jeg at dyrke Freja og Thor.«

I: »Rasmus Modsat!«

T.L.: »Ja, men jeg syntes, det var mere klart — de gav hammeren de rette steder — det var mere kontant.«

Bifrost er broen over ….?

T.L.: »Ja, broen fra Asgaard til Jotunheim. Heimdal sidder med luren ovre på Asgaardsiden og hver gang, der kommer uønskede gæster, blæser han i den, og så falder broen sammen — og så kommer folk ikke derover. Jeg blev også meget fascineret af alle de ting, der foregår derovre i Asgaard. Det er jo ikke kun slagsbrødrene, der mødes derovre og vågner op hver morgen og slår på tæven. Der er også nogle, der sidder henne i Balder’s hus og synger sange for hinanden og hygger sig og reciterer digte — og vågner op hver morgen og får et enkelt lille bæger. Der er mange klare steder deroppe.«

F: »Så går den altså fra dæmonernes til gudernes verden?«

T.L.: »Det er hermed fastslået!«

F: »Men den med »De evige rockmarker« …«

I: »Ja, den må de godt holde for sig selv!«

F: »… det er Edmondt Jensen.«

Sagde han det i TV-udsendelsen!

T.L.: »Ja, ja — »Der går sjælene over, for at komme til de evige rockmarker«.«

F: »Det er musik! Jeg synes, Bifrost står for musik også …«

T.L.: »… og det er også regnbuen. Regnbuen som symbol er jo fantastisk.«

A: »Det er meget smukt, fordi musik er farverigt. Og broen fra det dæmoniske til det guddommelige er farverig.«

T.L.: »Ordet stammer helt tilbage fra dengang den engelske og den danske sprogstamme endnu ikke var skilt ud fra hinanden. Det hedder også »Bifrost« på engelsk.«

F: »Men desværre står den kun indtil Ragnarok. Vi har iøvrigt købt navnet. Der var en fyr, der troede, at han kunne få ret mange penge ud af det navn, så han havde fået det indregistreret. Han havde vistnok skrevet tekster til et band, som hed Bifrost, men som aldrig kom ud at spille. Jeg har forresten fundet ud af, at der har eksisteret endnu et band med det navn. Det spillede engang i det, der hed Rainbow Room på Vesterbrogade.

Men han troede altså, at han kunne få en masse penge ud af det der, men så ombestemte han sig og fik dårlig samvittighed. Han forlangte først 3000 kr. for navnet — og han havde et par hundrede i udgifter. Så gik han ned til 2.400 inden et år plus et eksemplar af alle de LP-plader, vi laver. Men til sidst slap vi med 250 kr. Men inden da havde han sendt os et anbefalet brev, hvor der stod, at vi skulle holde op med at bruge navnet.«

Simpel afpresning?

T.L.: »Ja, og han troede nok på myten om de rige rockmusikere.«

»Vi var heldige i starten«

T: »Det har betydet enormt meget for os, at Tom i forvejen havde en million sange.«

T.L.: »Men vi var også meget heldige i starten, for vi lånte os frem til alle instrumenterne. Jeg har f.eks. ikke haft et piano før i januar i år, hvor Bifrost købte et til mig. De andre har anskaffet instrumenter hen ad vejen — Finn kom med lånte guitarer hver gang.«

F: »Det kommer, når man har brug for det. Jeg har spillet i så mange år, og jeg har aldrig haft en forstærker eller ejet en elektrisk guitar.

Men til sidst blev det presserende og nu skal vi have, hvad vi har brug for, og det har vi også fået.«

T.L.: »Vi havde ikke noget sanganlæg, og vi skal bruge et enormt godt sanganlæg for at kunne spille, og det har vi altså ikke råd til at købe. Vi lejer, hver gang, vi skal ud og spille.«

F: »Vi havde det en overgang sådan, at det hele fungerede. Vi købte fire mikrofoner og fire stativer, vi købte en mixerpult og to slaveforstærkere, og vi købte nogle højttalere. Det fungerede, og det øvede vi med længe. Men så begyndte det at kokse fuldstændig ud — det blev ikke holdt og ledningerne passede ikke.«

A: »Nogle af højttalerne gik i stykker. Alrunen havde jo deres fallitbo stående der, hvor vi øvede — og der var også et andet band — og det gjorde, at vi kunne låne os frem. Men en dag var det der jo ikke mere.«

T.L.: »Alrunen var enormt søde i starten til at låne os gear og lave optagelser med os, og Leif Roden har simpelthen fulgt os hele vejen.«

F: »He’s our man!«

T: »Vi har et hav af live-optagelser fra Vizehuset og Tatuba. Hver gang, vi spillede, blev det optaget. Men så blev Alrunen splittet, og vi måtte bruge vores eget. Det var ellers det helt store gear. Nu lejer vi et stort anlæg af en fyr, der hedder Kaj. Han arbejder enormt hårdt med det og holder det i stand. Han kører det som et firma, og vi giver godt 1000 kr. pr. gang, og det er rimeligt, for det er godt gear.«

Får I så også en ordentlig hyre for at spille?

T.L.: »Det er jo det …!«

T: »… og så er det, at folk ikke kan forstå det — at vi har en udgift på 1000 kr. før vi overhovedet er kommet ud af døren. Og dertil kommer så transporten, og det bliver nemt 800 kr. mere.«

T.L.: »Og hvis man skulle tage afskrivningen på vores egne instrumenter med, kom det op på 2.500 …«

T: »… så skulle vi have 6.000 for at spille!«

T.L.: »Vi har spillet af lyst i de seneste år og sådan set underholdt folk gratis, hvis vi skal se på det økonomisk. Det synes jeg er flot. Jeg synes, vi skulle have en medalje.«

T: »I starten arbejdede Finn og jeg på et posthus, og alt, hvad vi tjente gik stort set til at skaffe anlæg — til Mini-trans osv.«

A: »Gider I ikke godt tage det job igen?«

Plattedamerne

T: »Jeg sympatiserer enormt meget med de der plattedamer — jeg synes, det er helt fint. Men vi kan ikke betale 2000 kr. for at komme ud og støtte dem.«

T.L.: »Beatmusiker-scenen er jo forfærdelig. Man får det samme for at spille som for 10 år siden.«

T: »Jeg tjente mere ved at spille med de der »Jolly Boys«. Det var de samme priser — 3000 og 4000 kr.«

T.L.: »Jeg synes, det er hårdt, at staten støtter hundredvis af uinspirerede pingviner, der sidder og stryger rundt omkring med fyldte maver. Og de kan ikke få en skid af det til at swinge. De støtter også nogle fede ting — men der er hundredevis af dem, som ikke …«

T: »Jeg går en gang imellem ind i Tivolis Koncertsal og hører f.eks. Carl Nielsens 5. Symfoni for syv kr. — det er jo fedt, og det er ikke det, der er noget galt med. Men hvorfor skal det være så hårdt for os?«

F: »Jeg tror, at de bands, der i dag får en ordentlig hyre, de har selv kæmpet sig frem til det. Jeg forventer overhovedet ikke noget fra staten. Jeg tror, man må gøre det så overbevisende selv, at de bliver nødt til at anerkende de krav, vi har.«

T: »Men så kommer man nemt ud i hele den der kapitalistiske måde, hvor folk skal betale nogle enorme billetpriser.«

Har det noget med kapitalisme at gøre, at få betaling for sit arbejde?

I: »Man bliver hængt ud lige med det samme!«

T.L.: »Jeg bliver simpelthen så flintrende rasende, når man bliver mistænkeliggjort — »Nå, I skal have meget for at spille«, osv.«

I: »Vi har ikke en gang kunnet holde en Christiania-løn — en tier i timen. Vi har fået to guldbajere og en sodavand. I al den tid, jeg har været med, har vi fået 100 kr. hver én gang og 50 kr. et par gange.«

A: »Jeg har tit oplevet, at de samme mennesker, der kommer og overfalder mig, efter at vi har spillet og generer os for, at vi får for mange penge og kalder os kapitalister og siger, at det anlæg, vi har lejet, er for prangende — samtidig siger, at det ikke lød flot nok ..!!«

T.L.: »… og for det fjerde, at det lød for perfekt.«

A: »Ja, ja — det er kun de kommercielle grupper, der lyder perfekt — og så er det ikke hippieagtigt nok.«

Hvordan kommer man videre fra at have spillet gratis og til velgørenhedskoncerter?

T.L.: »Man siger — velgørenhed — OK — bare der også kommer penge i Bifrost-kassen. Vi er under søens bund økonomisk.«

Hvordan gør man det, uden at folk synes, det er ulækkert?

T.L.: »Man kan ikke gøre det, uden at folk synes, det er ulækkert, og det må man skide højt og flot på.«

A: »Man kan gøre meget ved at fortælle folk, hvordan det hænger sammen. De ser på højtalerne og tænker deres, men de aner jo ikke en kæft om de interne ting.«

A: »Man kan hurtigt lave et overslags-budget for sådan en aften. Indtil for et halvt års tid siden, var der ingen, der havde fået en øre ud af det. Derimod havde folk haft udgifter til barnepasning og transport osv. Så lavede vi det sådan, at vi hver fik 50 kr. og så måtte man selv om, hvad de skulle dække — taxa eller lommepenge …. der er ingen af os, der har haft profit på det.«

A.S.: »For et år siden havde vi vores første Jyllands-turné, og den sluttede med 1.500 kr. i underskud.«

I: »Sidst vi var i Jylland, kom vi hjem med 500 kr. i overskud.«

A.S.: »Ja, nu har vi lært, at inden man går ombord på færgen, går man hen i supermarkedet og køber en stor kasse med mad …«

T.L.: »… og sover hos vennerne.«

M: »Vi lavede et »Magisk marked« i Tatuba, hvor vi havde et pænt overskud.«

T.L.: »Der viste det sig, at det faktisk godt kan lade sig gøre at hente penge hjem. Vi kørte bar-salget selv og indgangen.«

M: »Og boderne havde også overskud.«

T.L.: »Men der var et enormt stort forarbejde. Det tog os fem dage at lave det.«

A: »Heldigvis har vi endnu ikke fået bøderne for at sætte plakater op. Vi blev nappet — men det kan være, at de har slået en streg over det. Men vi fik lige så mange penge ud af det, at vi kunne betale vores afdrag.«

I: »Det var dejligt. To dages magisk marked

— juli sidste sommer — med boder osv.«

T.L.: »Vi har tænkt os at følge det op med et interplanetarisk marked en dag, hvor vi kan få hele jordens befolkning med.«

»Vi elsker Christiania«

Første gang jeg hørte gruppen omtalt, var det som en miljø-gruppe ude omkring Christiania?

A: »Vi er vokset op i miljøet omkring Huset — dengang det var en flip-scene — og Thy — og hele den generation, som tog syre. Derfor har vi selvfølgelig også tilknytning til Christiania og de første steder, vi spillede, var også derude. Bl.a. Thehuset, hvor vi havde nogle enormt hyggelige sessions til den lyse morgen — men selvfølgelig også Huset, hvor Kaj stillede sit gear gratis til rådighed. Vi traf Ida, fordi vi havde venner på Christiania og kom på Christiania.«

T.L.: »Det var os, der tog initiativet til Christiania-pladen. Det var os, der gik ud og snakkede med Poul BruunCBS om det.«

I: »Vi var jo meget berørt af alt det, der skete.«

Tom Lunden opholdt sig i Jylland på et meditations-center og her traf han Annapurna, der nu er sanger i Bifrost. Annapurna har iøvrigt ingen fortid på den danske rockscene, men startede oprindelig i gruppen som roadie — (»… på et tidspunkt manglede de en til at synge kor og spurgte, om jeg havde lyst til at være med. Og så blev jeg hængende …«). Annapurna er den høje, ranglede sanger, der med sine bevægelser og mimik giver Bifrost noget ganske særlig visuelt.

Finn Jensen, guitarist og sanger, mødte også Tom Lunden via meditation. Før det har han været et kendt ansigt på den københavnske rockscene, hvor han især har »siddet ind« med utallige grupper. Før Bifrost har han spillet fast med grupper som 8 x Orphan, Skousen & Ingemann, Kajs Camping og Kalechen (m. Leif Roden). Han er ofte blevet forvekslet med sangeren Finn Th. Bachmann — (»… jeg vil overhovedet ikke identificeres med det navn, for jeg synes, han er virkelig streng. Jeg hedder Jensen, og jeg er stolt af det navn!«).

fotos: Susanne Mertz

T.L.: »Og der var enormt stærkt derude på grund af al den samlings-halløj. Man kunne ikke undgå at lave sange hver nat.«

F: »Vi er på den anden side også bange for at blive identificeret med Christiania — for det er ikke rigtigt! Der er mange, der har ringet til os i den forbindelse og ville have os til at spille alle mulige steder — og de troede, at vi bare kom, når de ringede, fordi vi var »Christiania-gruppen« eller et eller andet …. og det er vi overhovedet ikke.«

T.L.: »Men vi elsker Christiania! Når vennerne er truede, hjælper man dem — og de har også hjulpet os.« »Vi er dem, og de er os!«

Christiania-pladen

F: »For otte måneder siden gik vi første gang i studiet (6. februar) og i hele den tid har vi været intenst optaget af at lave Bifrosts første LP. Vi har ikke kunnet indøve nyt materiale, fordi det er dårligt at stå med noget nyt materiale — og skulle have noget gammelt ind. Det har taget så lang tid, fordi vi skulle flytte med Freddy Hansson ud i hans nye Sweet Silence studie.«

I: »Og fordi Christiania-pladen fik vores studietid, og den skulle jo ud inden 1. april.«

A: »Inden vi overhovedet kom i studiet, var det blevet forsinket en måned — så vi har i otte måneder stået klar til at gå i studiet med en uges varsel — og så booker man sig jo ikke ud på jobs. Det har vi slet ikke turdet.«

Blev Christiania-pladen det projekt, som I havde regnet med?

Alle: »Helt afgjort! Opfyldte alle forventninger! Vi er virkelig glade for den!

Er vibrationerne omkring hele trippet med CBS OK!?

I: »Christiania-pladen var så straight og så smuk. Det var virkelig smukt — jeg troede ikke, at sådan noget kunne lade sig gøre! Alle vibrationer omkring det var smukke!«

A: »De folk, som vi har haft med at gøre på CBS, har spillet ærligt spil. Hvis nogen stabler noget på benene, er der altid andre, som er klar til at kritisere.«

I: »Vi ved da godt, hvem det er, vi har leget med — der er da ingen, der har forventet, at de skulle give alt. Men derimod er det en kendsgerning, at »Støt Danmark« har stået med en kapital på 400.000 kr., som er blevet brugt enormt fedt! Og det kunne ikke have ladet sig gøre uden CBS — med Demos eller hvem som helst. Man må derfor sige — OK, det har været det værd!«

T.L.: »»Støt Danmark« gav bl.a. de unge grønlændere 30.000 kr. til at tage op til Grønland og organisere grønlænderne for et selvstyre, og det er jo resultater, man kan tage og føle på. Bortset fra, at pladen, agitatorisk, var ude på det helt rigtige tidspunkt. Og det var en god plade.«

I: »Den har været en formuleringsplade for enormt mange grupper rundt omkring — som har kunnet identificere sig med situationen og som har brugt sangene i deres egen kamp.«

A.S.: »Musikalsk har det også været spændende at se, hvordan grupperne løste den bundne opgave på pladen.«

T.L.: »Vi sad og sorterede materiale og havde bl.a. Vindharpen s bidrag, som handlede om en voldelig revolution — og den tekst lå overhovedet ikke inden for Christiania’s strategi. Den prøvede vi at holde os inden for og måtte derfor sige — »det dér går altså ikke!«

Var pladeprojektet oppe på fællesmødet i Christiania?

T.L.: »Nej, det var det ikke. Vi lavede det ikke som et Christiania-projekt, men som en støtte fra musikerne. Til gengæld ville vi heller ikke tage penge for det, når vi brugte Christiania’s navn.«

I: »Vi kunne ikke selv have lavet den plade og have fået den hele vejen rundt.«

T: »Derfor gik den gennem CBS, fordi de har apparatet.«

T.L.: » — og ungerne skulle spille den højt derhjemme, ikke? Og det gør de også. Nu er der en atomkraft-plade i gang, men i en så principiel sag, synes vi ikke, at musikerne skal lægge deres arbejdskraft i en bøtte — for musikerne har ikke råd til at lægge deres penge i nogen som helst bøtte. Vi er en kaste for sig — af den mest underbetalte slags.«

F: »Jeg synes nu altså også, at bands’ene kokser — at de burde tage sig mere sammen! Jeg synes ikke, de kan forvente at få så meget for det. Den dag deres musik er så overgod og epokegørende, så får de også kassen!«

A: »Ja, men det er enormt svært at lave god musik med et monitor-anlæg, der ikke er der!«

» Al kultur bliver kvalt!«

I: »Kommunerne har ikke overskud til at forstå, at miljø, det er noget, der er der, når det er der!« T.L.: »Men du kan tro, de har check på det — de er bare interesseret i at kontrollere, hvad det er for noget miljø. De prøver virkelig at lukke røven på folk! De skal helst sidde foran fjernsynsskærmen hele tiden.«

A: »Jeg har en god ven, der hedder Knud Hvidbjerg — han er maler — en gammel gut — han siger det på den måde: »Hver gang, det begynder at blive en lille smule levende og spirituelt, så lukker de det og får nogle venstre-orienterede — nogle firkantede politiske opråbere til at gå ind og …« — altså det er det, man kalder repressiv tolerance. Så viser de, hvor tolerante, de er — for det er jo nogle venstreorienterede, men de skal helst være så firkantede og så ulevende som overhovedet muligt. Det var det, de gjorde ved Huset — og det var i den forbindelse, han nævnte det. Det har de gjort ved alle de steder, der har været noget ved.«

A.S.: »»Café Rosa Luxemburg«!! (tidl. Husets værtshus — red.) — ikke, jamen er det ikke typisk?«

I: »Den generation uddør vel!?«

T: »Det er lige så meget vores generation!«

T.L.: »De grå mænd findes alle steder. Den grå bølge, der prøver at kværke enhver form for livsaktivitet. Den findes også inden for de venstreorienterede.«

»Hver gang vi har haft en sang, hvor ordene ikke var gode, er vi holdt op med at spille den!«

Der sker jo en masse helt visuelle ting på scenen — men hvad er den musikalske formel i Bifrost?

A: »Der er mange, der koreograferer et show, men det gør vi ikke. Vi er så forskellige.«

T: »Bifrost’s musik er harmonimusik. Vores musik er baseret på harmonier frem for rytmer.«

T.L.: »Vi er ikke hoppet på »funk«-bølgen.«

A: »Det starter med at én laver en sang.«

En tekst?

A: »Nej, en sang i sin helhed — med melodi og med en eller anden idé om, hvordan det kunne lyde. Jeg fæstner mig meget ved det sangmæssige, fordi jeg altid har interesseret mig meget for poesi. Jeg sad i Jylland og læste nogle Shakespearesonetter og tænkte »hvorfor er Shakespeare så berømt — hvorfor står Bob Dylan ikke i endnu flere eksemplarer på alle kommunebiblioteker?« Det overførte jeg på Tom’s sange, da jeg kom til København og hørte Bifrost.«

T: »Man kan køre sin personlige spillestil ud i den musik, man laver — og det er der virkelig mulighed for i den musik, vi laver. Et virkelig personligt engagement i musikken og det betyder meget for ens spil, om teksterne siger én noget.«

T.L.: »Hver gang vi har haft en sang, hvor melodien var fed, men hvor ordene ikke var så gode ….«

F:»…. så er vi holdt op med at spille den.«

T.L.: »Jeg har nogle hårde kriterier for tekster — noget med, hvad der er privat — og hvad der ikke er privat. De ting, man skal kommunikere, skal være nogle ting, som er fælles for en stor gruppe mennesker i en fælles samfunds-situation, i en fælles følelsessituation eller i en fælles tidssituation — og måske også i en menneskelig situation, der når ud over tiden. De private sange — »hulke-sangene« — private medlidenhedssange — de siger os altså ikke så meget. Det er måske nok almenmenneskeligt, men det tilbageholder udviklingen. Altså at stå og synge om, at nu er pigen gået igen og at nu er det nedtur igen, det tilbageholder kun udviklingen. Der sker ikke en skid ved det. Den eneste følelse, det kan kommunikere, er en sammenklappet sjælelig følelse, og den er helt out!

Fortæl noget om nogle af jeres sange!

T.L.: »»Faldet« handler om det arketypiske fald. Den opstiller nogle værdier — nogle ting man troede på og var opdraget til og nogle ting, man er presset ind i — og det står man pludselig og er en sum af. Men så kommer man i den livssituation, at de bare rasler af — den ene efter den anden. Og det er jo også en situation, vi står i idag. Vi står i en fald-situation i dag efter højkonjunkturen i 60′erne. Vi troede, den kunne klares — at de døde allesammen de der grå politikere — at de slet ikke kunne leve, når de var så grå. Men de lever jo altså åbenbart i bedste velgående — og er lige så grå. Så står man og må anskue en virkelighed, som man egentlig ikke var forberedt på. Det er i virkeligheden faldsituationen, som kan synges abstrakt, men som i virkeligheden er yderst konkret.«

M: »Det, man synger om i »Faldet«, er noget, man har oplevet personligt på sin krop.«

T.L.: »Alle har oplevet »Faldet«.«

I: »Der har altid været tendens til, at det var nogens skyld — samfundets f.eks., og det er også på mange måder tilfældet, men det er også ens egen skyld. Det er en reaktion på det der — »nåh, det går nok« — og det duer ikke mere — for det går ikke!

nej det er ikke nemt
at være ude & glemt
når man er faldet herned
hvor man ikke mer ved
om man er købt eller solgt
skal være flov eller stolt
& man føler sig skabt
som en håbløs, fredløs, hjemløs, hjælpeløs,
fortabt.

(fra »Faldet« af Tom Lunden)

Spejlstormen

T.L.: »»Spejlstormen« er også almen. Når man har været gennem »Faldet«, står man jo der med sine afskrællede værdier, som ikke er en skid, og så sejler man i sin egen sø. Og hvis man gør det, er der ting, man ikke kan gøre, og ting, man ikke kan snakke om. Man er usikker på sin situation. Man ved ikke, hvem man er, og man er blevet opmærksom på, at der er dybe rødder og at sammenhængene er mange — men man kan ikke finde dem. »Spejlstormen« kan være alle de spejle, man møder — alle de situationer, hvor individet møder spejle og hvor det virker som en storm, fordi man oplever alle mulige forvrængninger af sin egen situation.«

I: »Man søger at spejle sig i andre.«

T.L.: »Og nogen gange flygter man fra spejlene, fordi man ikke kan holde alle de reflektioner ud — og det gør den fyr, der sejler ud i spejlstormen.«

A: »Han har sit eget spejl — sin egen navle. Det er ligesom om han er blevet bange og har givet op.«

T.L.: »Det, han kommer ned til, fra sin indelukkethed og sin afskærmethed fra spejlene er, da han kommer ned til en eksistentiel livssituation — en livstrussel — en storm, hvor det gælder om at overleve. Og det er basis for alt, hvad vi overhovedet har. I overlevelsessituationen knuses spejlet, for der er der fandeme ikke tid til at kigge på spejle. I virkeligheden er vores kultur kørt helt ud i den der overlevelses-situation, selvom vi går og kigger på spejle stadigvæk. Vi går stadigvæk og kigger gennem spejlglasvinduerne inde på Strøget og ser, hvad vi nu skal købe.«

en nat da han havde rundet skagen
sejled han ind i en orkan, —
han måtte kæmpe med vejr & vind
han kæmped dog mest med sit eget sind. —
han følte sig klemt bag sit pandeben
hans fødder var tunge som kampesten,
da bølgerne lagde sig én for én
havde havet klaret mandens problem.
solen fejede skyerne bort
hver enkelt bølge glimtede kort
& i kahyttens rasende rod
lå stumper af glas hvor spejlet før stod.
(Fra »Spejlstorm« af Tom Lunden).

8 x Orphan har på mange måder været en slags forløber for Bifrost. Her spillede bl.a. Bifrosts anden keyboard-spiller, Torben Andersen. Han begyndte oprindeligt at spille bas i 1964, men fik et orgel året efter. Han spillede i »Jolly Boys« — et orkester, der var sponsored af Jolly Cola — (»… vi lavede den der reklame, hvis I kan huske den, »Go Jolly, Go Go« i biograferne …«). Han mødte Finn Jensen i Nowhere Set, der bl.a. spillede i Hit House, og spillede senere i bands som Markierne, Pocket Size, Stjernestøv og East West. Derefter 8 x Orphan. Navnet var taget fra en novellesamling af Svend Aage Madsen.

East West’s trommeslager hed Mogens Fischer — og det gør Bifrost’s også. Han startede, da han var 14 år, i en gruppe med det muntre navn »Gutterne« — som både spillede i Jomfruburet på Strøget i København, i Sverige og som vandt en semifinale i Hit House sammen med Kjeld & the Donkeys. Derefter i gruppen Junks, der dækkede ungdomsklubberne i Storkøbenhavn — og endelig East West og 8 x Orphan. Han har medvirket på en pladeindspilning med Sir Henry (»… men jeg ved ikke, om de brugte det take …«).

fotos: Susanne Mertz

Narrevise

A: »»Narrevisen« er en lidt mere hyggelig sang — men ikke uden alvor. Den handler om en nar, der kan sige sandheden. Hvis førsteministeren kom og sagde, at kongen gjorde noget forkert, så blev kongen sur, for ministeren skulle ikke score æren for at kunne gøre det bedre end kongen. Selv om det var rigtigt, hvad ministeren sagde, så blev han halshugget, men narren han kunne få den samme ting igennem, for han var ikke sådan at fange — han var for blød og for bevægelig. Det krævede også, at han havde mindre ego selv og ikke ville score æren for det. Det var kongen, der fik ideen uden rigtig at vide, hvor han havde den fra — for den anden var bare en tosse, der underholdt ham. Det er lidt det, den handler om.«

Lisom blade

A: »Alle Bifrost-sange leger med døden.«

T.L.: »Leif Roden siger nogen gange, at Bifrost er mord, brand, død og ødelæggelse, men livet har også en del med de ting at gøre.

I »Lisom blade« tales der om, at vi allesammen lever ligesom blade på et stort træ i en eller anden sammenhæng med hinanden, og at hvis man skal gøre sig håb om at leve, så skal man danse med døden hele tiden. Hvis man er bange for at se døden i øjnene — og det er vores kultur — så det basker … Vi propper de gamle ind på alderdomshjem for at de skal dø og man livsforsikrer børn og dem, der ligger såret på gaderne, bliver fjernet lynhurtigt. Kisterne er altid tillukket, og folk bliver lynhurtigt proppet i jorden — alle ved det, men ingen snakker om det. Cancer går de og snakker om i krogene. Det er jo frygt-kulturen, ikke? Og det er døden, man er bange for.«

A: »Man lever på surrogater — et kunstigt liv, og folk dør åbenbart også en kunstig død …«

I: »… og fødes ved en kunstig fødsel.«

A: »Hvad er en femogtyve øre — plat eller krone? I dag ser man kun krone-siden, og man kan ikke estimere den krone-side ordentligt.«

T: »I den gamle mytologi var det fedt at dø — på slagmarken, f.eks. Det var bedre end at sidde og blive gammel.«

I: »Der er heller ingen tro — nu, altså. Det er fattigdom, simpelthen.«

T.L.: »Der har aldrig været så meget sjælelig fattigdom.«

A: »Folk har det skønneste liv og den skønneste død, og de nægter at tage stilling til nogen af delene.«

M: »Alle mennesker vil jo gerne have en bid af kagen — det er ligesom det, der gør sig gældende i vores samfund. Man kæmper for at føle, at man alligevel får et godt liv — det er også derfor, man er så bange for døden.«

T.L.: »Folk løber efter en forkert kage.«

M: »Samfundet fortæller én, hvad kagen er. Men man må selv lære at stemme guitaren …«

T.L.: »… og man må selv lære at blive bager! Det indre bageri uden kemikalier …«

lisom blade der falder
når sommeren er forbi
hører jeg én som kalder
bag scenetæppets flig —
jeg ser sjæle som lys i mit vindue
blafre op i begejstringens glød —
jeg er glad for at livet
danser med den lokkende død.
(»Lisom blade« af Tom Lunden)
Når alle de der ting ud til folk?

T.L.: »Det tror jeg ikke. Vi regner ikke med, at folk hører teksterne.«

Ja, for egentlig kan man jo sjældent høre teksterne!?

A: »På pladen kan man jo rent teknisk lave det, så de kommer bedre frem. De bliver også trykt på omslaget.«

T.L.: »Vi prøver også at holde os fra en belærende form. Vi kan kun fortælle om de situationer, vi oplever — og så lade det være en slags spejlings-situation.«

F: »Jeg tror nok, der er nogen, der tror, at vi står og vil frelse dem. Det passer overhovedet ikke.«

A.S.: »Men det har et budskab.«

I: »Også til os selv. Vi er midler til at formulere noget — til os selv og til andre.«

T.L.: »Hvis vi laver moral, laver vi altid negativ moral. Vi siger — tro ikke på det der!«

M: »Jeg synes, vi har et godt bevis på, at nogle af de der tekster fungerer. Der er tit nogen af os, som kommer i en dialog med nogen, som har siddet og lyttet og som er blevet berørt af det på en eller anden måde.«

I: »Men det er jo ikke ord det hele — tonerne kommunikerer jo også noget. Der er da mange mennesker, der modtager en masse, selv om de ikke kan høre ordene — fra soloer eller melodier.«

A: »Musikken har den evne, som ordene aldrig kan have — til at løse op. Men den er sværere at tale om, og derfor har vi talt så meget om ordene.«

I: »Jeg tænker meget i farver. Når jeg hører en eller anden dejlig melodi, så har jeg lyst til at trykke et stykke stof, der »lyder« ligesådan.«

»Man laver ikke sange! — De er der i forvejen«

T.L.: »Jeg vil godt sige noget om det at lave sange. Man laver ikke sange — man samler dem ned, for de er der i forvejen. De er der bare.«

A: »Newton har aldrig lavet tyngdekraften!«

T.L.: »Sangene er der bare, og det er bare et spørgsmål om at skrive dem ned. Og der er masser af sange — alt er sang, og vi er sang — det strømmer hele tiden. Sang er den livsstrøm, der kører hele tiden — uden ende og uden begyndelse.«

Men uden om de sange er der noget instrumentaltog det er jo ikke altid, det sådan lige kommer af sig selv!?

F: »Der er ikke nogen af os, der er genier til at spille på vores instrumenter overhovedet! Men sammen kan vi få det til at lyde. Alle har sin plads i musikken — der kommer ikke noget ego og spiller en 15 minutter lang solo. Sangen er i højsædet og soloerne er korte.«

A.S.: »Det passer ikke helt — vi har nogle lange stykker, hvor musikken får lov at strække ud — også med lange soloer!«

M: »Men vi har været igennem mange faser, og vi har ofte måttet helt ned til basis. Men nu, hvor vi har været i studiet, tror jeg, vi spiller anderledes på scenen, og at vi er blevet dygtigere musikere.«

Dobbelt-LP’en, der blev enkelt

F: »Der har ikke været nogen problemer omkring den plade, og vi fik det bedste studie og vores kunstneriske frihed.«

A.S.: »Måske er det gået, som CBS sagde i starten — at den skulle komme til efteråret, og at det skulle være en enkelt LP. Vi sagde, at den skulle komme i foråret og være en dobbelt.«

T.L.: »Vi har indspillet en dobbelt-LP, men Christiania-projektet afbrød det — og det tog vi jo også selv initiativet til.«

A: »En dobbelt-LP ville også blive så dyr, at ingen havde råd til at købe den.«

T.L.: »Vi ville slå os selv oven i hovedet med den…..«

I: »…. ja, og der ville måske også komme noget med, som måske ikke var godt!«

T.L.: »Vi sprængte også alle budgetter. Vi fordoblede udgifterne.«

T: »Når vi ville lave en dobbelt-LP, var det fordi vi havde et nummer, som ville fylde næsten en hel pladeside, og så ville det være mærkeligt kun at have plads til få numre på den anden side.«

F: »Men vi blev undervejs klar over, at vi måtte stramme tingene, så de blev intense, og så de kan huskes.

Det er godt at forenkle, så alle kan være med!«

Asger Skjold kommer fra et musikerhjem, men har ingen fortid i det københavnske »undergrunds-miljø«. Han spiller bas og ind i mellem keyboards. Han kom med i Bifrost i 1975.

Ida Klemann kommer fra Århus, hvor hun sang sammen med et par andre piger — vandt amatørkonkurrencer o.lign. — optrådte i folkesangerklubber, på skoler og i foreninger. Efter at være rejst til København sang hun i et klassisk kor, men var ellers ikke impliceret i nogen grupper inden for rockscenen. På Fabrikken i Christiania, hvor hun har boet i mange år, traf hun Finn Jensen og Annapurna, som blev meget betaget af hendes sang — (»… det løb koldt ned ad ryggen, da hun lige nynnede et par strofer …«). Hun kom med i Bifrost i begyndelsen af 1975.

fotos: Susanne Mertz