1998-2001

Indhold

Gåden om gåden

100 års spekulationer omkring Edward Elgars “Enigma”-variationer
Edward Elgars orkesterværk Variations on an Original Theme, op. 36 (1898-99), må af tre sammenhængende grunde regnes for at høre til blandt de værker inden for senere tiders musikhistorie som til stadighed har tiltrukket sig en helt speciel opmærksomhed. Kompositionsteknisk set er der intet som betinger denne situation. Den komplikation der her skinner igennem skyldes følgende forhold: Ligeså uproblematisk som værket tager sig ud for øret og øjet, som “Tema med variationer”, ligeså svært gennemskueligt er det med hensyn til den betydningsmæssige mystik som komponisten har lagt ind i det. Der er endvidere tale om et musikhistorisk særtilfælde i den forstand at det længe har kunnet fastslås – igennem 65 år, nemlig siden Elgars død – at der næppe er udsigt til noget definitivt erkendelsesmæssigt gennembrud ved yderligere forsøg på at gennemtrænge de slør som værket til alle tider har været indhyllet i. Opklaringen af den gåde det angiveligt indeholder kunne til sidst kun ske gennem komponisten selv; han alene havde da meget længe haft nøglen – eller nøglerne – til dens skjulte mening. Endelig, og her må man sige: til trods for denne tingenes tilstand, har Elgars Variations til stadighed været genstand for en intensiv granskning og diskussion. At det forholder sig sådan må nok for en stor del forklares derved at en gåde, alene som følge af at den er uopklaret, ikke så let ophører med at stille udfordringer til intellektet. Dette måske ikke mindst hvor den selv efter mange artier endnu ikke med nogen som heist sikkerhed kan påstås at være lost. Alligevel er det igen og igen blevet hævdet eller underforstået, i forbindelse med at nye eller modificerede løsninger er blevet fremlagt, at der førhen er blevet svaret forkert på det eller de gådefulde spørgsmål som værket ifølge komponisten skulle rumme.
Ophav: Marschner, Bo
Tidsskrift: Cæcilia
Årgang/Hæfte No.: 2001 – 1
Side: 19 – 52
Type: artikel
Rettigheder: Denne tekst er ophavsretsmæssigt beskyttet og yderligere offentliggørelse må ikke ske uden forfatterens og udgiverens tilladelse.

Konkurrencen om musik-docenturet i 1924

- en doku-soap med særligt henblik på Knud Jeppesen
Nærværende artikel vil i detaljer redegøre for baggrunden for og selve forløbet af den såkaldte musikkonkurrence, som fandt sted på Københavns Universitet i februar 1924. Selvom beretningen således er forlagt til hovedstaden og indbefatter flere hovedpersoner, er dens udgangspunkt af århusiansk karakter og samtidig centreret omkring en enkelt person. Beretningen starter nemlig med Knud Jeppesen – og slutter også med ham.
Ophav: Hansen, Thomas Holme
Tidsskrift: Cæcilia
Årgang/Hæfte No.: 2001 – 1
Side: 53 – 110
Type: artikel
Rettigheder: Denne tekst er ophavsretsmæssigt beskyttet og yderligere offentliggørelse må ikke ske uden forfatterens og udgiverens tilladelse.

Il canto sulla lira

Overhørte klange fra et mundtligt univers
Denne artikel er udformet over et kapitel i min ph.d.-afhandling om de første florentinske hofoperaers solosang, stile monodico, som jeg sætter i relation til senrenæssancens retorikreception. I artiklen fokuseres der på aria da cantar versi (aria til at synge vers efter), som har rødder i renæssancens mundtlige musiktradition og bl.a. anvendes i hofoperaernes strofiske prologer. Jeg tager derfor udgangspunkt i mundtlighedens ontologi, der indbefatter en fonocentrisk sprogperception, hvor ordenes musik – deres klange, rytme og intonation – fremstår som væsensbestemmende og betydningsbærende faktorer, fordi sproget sanses som lyd i kraft af auditive kriterier. Den mundtlige formidling kalkulerer desuden med et improviserende aspekt og et ofte tydeligt fokus på talerens/sangerens retoriske repræsentation. Denne praktiske retorik knytter også an til den kulturelle omgangsform i renæssancen og omfatter bl.a. de karakteristiske lejlighedstaler, lodi, recitation af poesi fx til akkompagnementet af en lira da braccio {canto sulla lira), men den skal også ses på baggrund af den offentlige kommunikation i de italienske bystater, som stadig i langt de fleste tilfaelde foregik mundtligt, og hvor retorikken også havde en strukturel funktion.
Ophav: Hansen, Jette Barnholdt
Tidsskrift: Cæcilia
Årgang/Hæfte No.: 2001 – 1
Side: 111 – 148
Type: artikel
Rettigheder: Denne tekst er ophavsretsmæssigt beskyttet og yderligere offentliggørelse må ikke ske uden forfatterens og udgiverens tilladelse.

Aspekter af “Le Grain de la Voix” – stemmens krop

Dietrich Fischer-Dieskau er utvivlsomt en ufejlbarlig kunstner; alt det strukturelle, (det der har med det semantiske og lyriske at gøre), bliver respekteret, og alligevel er der intet der forfører, intet der fremkalder nydelse. [...] Det er en kunst [...] som aldrig overskrider kulturen; her er det sjælen der akkompagnerer sangen, ikke kroppen (Musique en ]eu, no 9, Novembre 1972, s. 59. Ibid., s. 58). Dette udsagn læste jeg for nogen tid siden i et essay, “Le Grain de la Voix”, skrevet af den franske filosof og semiotiker Roland Barthes (1915-80), og jeg må indrømme, at jeg blev forbavset og provokeret over denne udtalelse. Essayet beskæftiger sig bl.a. med forholdet mellem sprog og musik, og det er i de senere år blevet læst af mange mennesker, som arbejder med sang og med stemmen i det hele taget, ligesom det også er blevet brugt indenfor populærmusikforskningen, som et argument for at kroppens lyd i musikken giver en større oplevelse af autenticitet, forstået som nærvær for den der lytter.
Ophav: Petersen, Lise Helmer
Tidsskrift: Cæcilia
Årgang/Hæfte No.: 2001 – 1
Side: 149 – 162
Type: artikel
Rettigheder: Denne tekst er ophavsretsmæssigt beskyttet og yderligere offentliggørelse må ikke ske uden forfatterens og udgiverens tilladelse.

Stemmen og Øret

- At lytte godt og meget er det vigtige
I den vesteuropæiske kultur er stemmen siden renæssancen gradvist blevet erstattet af substitutter: den talende stemme af skriften, den syngende stemme af musikinstrumenter. Selvfølgelig har der siden renæssancen og til nu eksisteret stemmer, såvel talende som syngende, men kulturen og dermed videnskaben har vurderet substitutterne højere, således at instrumentalmusikken – især den kunstmusikalske, der findes i nodeskriftformen – er blevet kanoniseret til at udgøre den vigtigste kilde til såvel kunstnerisk-æstetisk oplevelse som til viden og erkendelse. Tilsvarende gjorde oplysningstidens fornuftige skriftlighed og skriftkloghed synet til primat, mens sansningens ufornuftige stemme-øre-praksis blev degraderet, mistænkeliggjort og degenereret. Synet blev forstærket, forlænget og forstørret med teknologiske nyopfindelser som kikkert, mikroskop, kamera osv. Hørelsen blev tilsvarende først forstærket meget senere, nemlig da fonografen (og senere telefon, radio og mikrofon) blev opfundet af Thomas Edison i 1877. Og siden da har vi erfaret, at en sekundær mundtlighed presser sig pa, først og fremmest befordret og medieret af de nye elektroniske og digitale medier som radio, tv og internet. Jf. f.eks. Jan Lindhart og Walther Ong.
Ophav: Lønstrup, Ansa
Tidsskrift: Cæcilia
Årgang/Hæfte No.: 2001 – 1
Side: 163 – 172
Type: artikel
Rettigheder: Denne tekst er ophavsretsmæssigt beskyttet og yderligere offentliggørelse må ikke ske uden forfatterens og udgiverens tilladelse.

Den fixerede og fragmenterede lyd

Eikon og mimesis
Paul Ricoeur beskæftiger sig i forelæsningen “Humanities between Science and Art” med forholdet mellem minde (memory) og historie (historiography). Mens mindet folder sig ud inden for mundtlighedens univers, er historiografi, som navnet angiver, skriftlighedens domæne. Nedfældes mindet bliver det dokumentation for historikeren. Mundtlighedens sidste stade er samtidig historieskrivningens første. Mindet er et efterladenskab eller et vidnesbyrd, der kan danne baggrund for historieskrivning. For grækerne var mindet, eikon, en repræsentation, som skulle tjene til at give det fraværende nærvær. Eikon var et mentalt billede, der genskabte hændelser, som engang havde været præsente, mens begrebet mimesis betegnede forholdet mellem det præsenterede billede, og det det efterlignede.
Ophav: Larsen, Charlotte Rørdam
Tidsskrift: Cæcilia
Årgang/Hæfte No.: 2001 – 1
Side: 173 – 200
Type: artikel
Rettigheder: Denne tekst er ophavsretsmæssigt beskyttet og yderligere offentliggørelse må ikke ske uden forfatterens og udgiverens tilladelse.

Hvad angår Chaka Khan i De Gule Sider …

En kompositionsteknisk dissektion af Michael Torkes The Yellow Pages ledsaget af stilistiske og æstetiske betragtninger
Blandt den generation af unge amerikanske postminimalistiske komponister, for hvem det lykkedes at skabe sig en international karriere i sidste halvdel af 1980′erne, indtager Michael Torke (f. 1961) en særlig priviligeret position. Som komponiststuderende på Eastman School of Music ved University of Rochester (New York) i begyndelsen af 80′erne opnåede han stor anerkendelse for sine kompositioner. Og da han i 1985 valgte at afbryde sine videregående studier på Yale University, var han i stand til at ernære sig som komponist takket være en fortsat strøm af værkbestillinger fra såvel amerikanske som europæiske orkestre, ensembler, balletkompagnier og musikfestivaler. Blandt de foreløbige karrierehøjdepunkter, som vidner om en for nulevende komponister usædvanlig popularitet, kan nævnes værkbestillingen fra Atlantas olympiske komité til fejring af Atlanta Symfoniorkesters 50 års jubilæum i 1994, hvilket resulterede i kompositionen Javelin (1994), og bestil-lingen på et symfonisk oratorium, Four Seasons (1999), som led i Walt Disneys milleniumfejring. Med den massive økonomiske og symbolske opbakning fra diverse kulturinstitutioner og kommercielle selskaber samt fortsat promovering fra såvel forlag (Boosey & Hawkes) som pladeselskab (Deccas Argo-label), med hvem han har indgået langtidskontrakter, synes Torkes komponistkarriere sikret et godt stykke ind i det 21. århundrede sammen med en plads i den nyeste musikhistorie.
Ophav: Nielsen, Steen Kaargaard
Tidsskrift: Cæcilia
Årgang/Hæfte No.: 2001 – 1
Side: 201 – 248
Type: artikel
Rettigheder: Denne tekst er ophavsretsmæssigt beskyttet og yderligere offentliggørelse må ikke ske uden forfatterens og udgiverens tilladelse.

Vinkler på månens mørke side

Udkastet til foranstående tekst er skrevet i de forfærdelige firsere (i forlængelse af et 2.-dels-seminar på Musikvidenskabeligt Institut ved Aarhus Universitet), men fandt aldrig en offentliggørelsesmulighed. Det er vel ikke så overrumplende en konstatering når nu det drejer sig om en tekst som ønsker at analysere en rock-LP som værk. På den anden side er den som artikel betragtet lagt ‘pædagogisk’ an, og skulle således være tilgængelig også for en læser, der kun har begrænset musikfaglig baggrund, hvorfor jeg havde forestillet mig at den kunne finde en plads (niche?) i et musikmagasin el. lign. Men måske har jeg sat mig mellem to stole: hverken skarp ‘fagintern’ indholds- og formanalyse eller umiddelbart tilgængelig musikjounalistik.
Ophav: Møller, Carl Christian
Tidsskrift: Cæcilia
Årgang/Hæfte No.: 2001 – 1
Side: 249 – 266
Type: artikel
Rettigheder: Denne tekst er ophavsretsmæssigt beskyttet og yderligere offentliggørelse må ikke ske uden forfatterens og udgiverens tilladelse.